Den danske gruppe af Thalidomid-skadede

Vi er de syv sidste tilbageværende danskere, som blev født med svære fosterskader på grund af stoffet Thalidomid.

Vi blev født i begyndelsen af 1960’erne med alvorlige misdannelser, som følge af, at vores mødre tog Thalidomid under graviditeten.

Thalidomid var et godkendt, receptpligtigt lægemiddel, som førte til alvorlige fosterskader. Da det blev opdaget, mørkelagde og fortiede myndighederne sagen – i stedet for at advare befolkningen. Derfor fortsatte danske kvinder uvidende med at indtage Thalidomid under graviditet.

 

Sagen kort

Thalidomid er et lægemiddel, som blev udviklet i 1950’erne i Tyskland og solgt i mange lande. Medicinen blev markedsført som et ufarligt beroligende og kvalmestillende middel.

I løbet af 1961 blev det kendt internationalt i fagkredse og hos nationale myndigheder, at Thalidomid kunne give særdeles alvorlige fosterskader.

Men de danske myndigheder undlod at fortælle befolkningen noget; tværtimod understregede man i Ugeskrift for Læger, at “Omtale i dagspressen frabedes” – dette skete i februar 1962.

Myndighederne undlod endda at kontakte de patienter, som havde fået udleveret Thalidomid på recept.

Først i august 1962 gjorde journalister den danske befolkning opmærksom på Thalidomidkatastrofen. Resultatet er, at der blev født flere børn med thalidomidskader, som kunne have været undgået, hvis myndighederne havde advaret folk.

Foreninger

Föreningen för de Neurosedynskadade (Svenske forening)

Thalidomide UK (Britiske forening)

Contergan-Infoportal (Tyske forening)

Studerende er velkommen til at kontakte os