Thalidomidskandalen i Danmark
Allerede i det tidlige efterår 1961 kom det frem i Tyskland, at Thalidomid kunne give alvorlige misdannelser hos fostre. I november 1961 eksploderede sagen i tysk presse, men i Danmark fik hverken læger eller offentlighed noget at vide. Resultatet var, at der blev født thalidomidbørn i Danmark helt frem til begyndelsen af 1963.
Fra Ugeskrift for Læger 16. februar 1962 – se hele teksten nederst!
Thalidomid kom i handelen i Danmark i oktober 1959 under navnet Neosedyn efter at være godkendt af Sundhedsstyrelsen; det var et receptpligtigt, beroligende middel.
I sommeren og det tidlige efterår 1961 begyndte tyske medicinske fagtidsskrifter at skrive om, at præparatet kunne give fosterskader. Men først da avisen die Welt skrev om sagen i november 1961, skete der noget: Dagen efter blev Thalidomid trukket ud af handelen – i Tyskland.
I Danmark fik hverken læger eller offentligheden noget at vide. 30. december 1961 bragte Farmaceutisk Tidende, apotekernes specialblad, en lille notits, få centimeter høj, hvoraf det fremgik, at medicinalfirmaet Astra havde trukket Neosedyn ud af handelen den 7. december.
De danske læger fik først besked om, at noget var galt, i en korrespondance i Ugeskrift for Læger 16. februar 1962; her skrev Jens Schon fra Københavns Universitet, at Thalidomid var under “stærk mistanke” for at give misdannelser. Hans artikel bar overskriften: “Omtale i dagspressen frabedes”.
Det skete bare ikke. I marts 1962 skrev en ortopædspecialist i Nordjylland i Ugeskrift for Læger om Thalidomid: “Hvordan man skal advare mod brugen af de restbeholdninger, der utvivlsomt findes i private medicinskabe, ser jeg ingen løsning på”. Den oplagte løsning havde jo været presseomtale og receptopsporing; de praktiserende læger kunne være gået deres journaler igennem og skrevet til de patienter, de havde givet recept på Thalidomid.
Resultatet var, at der blev født thalidomidskadede børn helt frem til efteråret 1963.
Fra foråret 1962 begyndte læger landet over at indrapportere fødsler af misdannede thalidomidbørn; mange af dem overlevede ikke. På Rigshospitalet fødtes fx i juli 1961 en lille dreng uden arme og ben og med misdannelser i ansigtet, drengen “sløjer af og dør 2 døgn efter indlæggelsen”.
I mindst ét tilfælde tog man simpelt hen livet af et thalidomidskadet barn under fødslen: En kvinde blev indlagt på Rudkøbing Sygehus for at føde, og det viste sig, at barnet ikke havde vendt sig, men lå med enden forrest. Og så satte hovedet sig fast, som det kan ske ved sædefødsler. Artiklen i Ugeskrift for Læger fortæller lakonisk, hvad der så skete: “Da man bemærker de deforme ekstremiteter, foretages craniotomi.” Eller på almindeligt dansk: Man så, at arme og ben var misdannede, og så skar man simpelt hen hovedet af barnet og pillede det ud i flere dele.
I samme nummer gik professor dr. med. Mogens Fog i en ledende artikel hårdt i rette med myndigheder og medicinalindustri. For eksperterne havde jo længe advaret om, at skadelige stoffer kunne passere moderkagen og nå ind til fosteret.
“Sådanne advarsler er imidlertid blevet ignoreret både af medicinalindustrien og af de offentlige kontrolorganer, og på samme måde som med trafikfælderne skal der en katastrofe til, før der gøres noget ved det”, skrev Mogens Fog.
Thalidomidskaderne var en katastrofe, som medførte en kraftig stramning af reglerne for godkendelse af nye lægemidler – til gavn for kommende generationer, men i sagens natur for sent til, at de thalidomidskadede fik nogen glæde af den.
Begge eksempler er fra Ugeskrift for Læger nr. 134/24 fra 24. august 1962.
